Den Blå fisk

Indtil 1938 troede man, at denne fisk
havde været uddød i mere end
60 millioner år.

af: Lars A. Clark

De væsener, vi i dag kalder fisk, har en lang udvikling bag sig - omtrent 450 millioner år. Når vi i dag taler om fisk, inddeler vi dem normalt i tre hovedgrupper: Rundmunde (lampretter), tværmunde eller bruskfisk (hajer og rokker) og endelig benfiskene, der udgør størsteparten af alle nulevende fisk.


Knightia eocena - foto: Clark (50 millioner år gammelt fossil)

Kendskabet til fiskenes udvikling, stammer fra fund af forstenede fiskelignende dyr. Tre ting er af betydning for fiskens udvikling fra et primitivt hvirvelløst dyr til vore dages specialiserede benfisk. Det er udviklingen af:

Bevægelige kæber

De første fisk var kæbeløse rundmunde med kraftige knogleplader som panser - de såkaldte panserrundmunde. Lampretten er den eneste nulevende rundmund, do mangler den panseret.

Ved siden af panserrundmundene udviklede de første fisk med egentlige kæber sig. primitive kæber. Hovedet, som er hængslet i nakken, løftes, når munden åbnes. Fisk med disse kæber repræsenterer et kæmpefremskridt, og disse fisk dominerede derfor havene i lang tid. Der var tale om kæmpefisk på mere end 10 meters længde.

Parrede finner

Allerede på et meget tidligt tidspunkt viste de første tegn på parrede finner sig. Ofte havde hver enkelt fisk mange parrede finner - helt op til syv par. Hos de første fisk med parrede finner var finnerne blot ubevægelige stabilisatorer, som holdt fisken på ret køl. Senere udviklede finnerne sig til padleredskaber, som fisken kunne bevæge aktivt. Først meget senere dukkede bløde og smidige finner op - finner, som vi kender dem i dag.

En levende forstening

Nært beslægtet med de padlefinnede fisk er den kvastfinnede Coelacanth ( Den blå fisk). Indtil 1938 regnede man med, at den blå fisk havde været uddød i mindst 60 millioner år. I 1938 dukkede der et eksemplar op fra dybhavet ud for Sydafrikas kyst - 1,5 meter lang, 50 kilo tung og med blå skæl og karakteristiske kvastformede finner.

Et stykke fortid var blevet levende. Hvad man hidtil havde måttet tænke sig til ud fra forsteningerne, lå nu foran forskerne i form af et ægte eksemplar. Fisken blev studeret indgående, og hidtidige teorier om fiskenes udviklingshistorie blev revideret.

Det meget specielle ved disse padlefinnede fisk, er at alle  alle firbenede land- og vanddyr ( mennesket ) nedstammer fra de kvastfinnede fisk. I deres kvastformede finner finder vi nemlig knogler, som er meget lig dem, vi kender fra paddernes lemmer - de første dyr, der gik på land.

Den blå fisk

Den blå fisk kaldes også for "Latimeria" efter en vis frk. Latimer, som var museumsinspektør i den sydafrikanske by East London. Det var hende der kontaktede eksperterne der fastslog at der måtte være tale om en kvastfinne fisk.

Siden da er der dukket enkelte andre eksemplarer op fra dybhavene med mere regelmæssige mellemrum. I løbet af 90'erne er der dog blevet så langt imellem dem - og det på trods af  mere effektive fiskeredskaber -  man  anser nu, kvastfinne fiskene for truet. Således regner forskerne med, at der i dag måske kun er 200 levende eksemplarer tilbage.

De fleste af disse lever idag i dybhavet ud for Madagaskar og Indonesien, hvor man har iagttaget deres levevis fra dykkerklokker. Det har vist sig, at den blå fisk lever i huler og grotter på dybder mellem 400 og 1.000 meter, hvor vandtemperaturen veksler mellem 10 og 15 grader.

Den blå fisk er nu totalfredet, men det er tvivlsomt, om det hjælper noget. Ingen fisker jo målrettet efter den på de store vanddybder, hvor den lever, men med stadig færre fisk pga. overfiskeri så tvinges fiskerne til at fiske på stadig større dybde. Fanges der endelig et eksemplar, er den død allerede ved landingen, mange af de eksemplarer man har fundet er fundet på lokale fiskeauktioner.

Fisken bliver lettere

De første egentlige fisk var tunge - finneknoglerne og panserpladerne vejede godt til. Fiskene var derfor små - sjældent større end 30-40 cm - og tvunget til at leve ved bunden. For at kunne bevæge sig uhindret gennem vandet og dermed indtage de frie vandmasser måtte fisken reducere sin vægt.

Denne vægtreduktion skete på flere måder. Først og fremmest blev panserpladerne mindre og tyndere - dog endnu ikke til skæl, som vi kender dem i dag.

De første fisk havde intet indre skelet. Da det udvikles, skilles fiskene i to retninger - bruskfiskene og benfiskene - med hver deres løsning på det samme problem.

Hajerne valgte at erstatte det tunge benskelet med et lettere af brusk. Hajerne udvikler sig meget hurtigt til den form, vi kender i dag, hvilket kun kan tolkes som et tegn på tidlig succes. Det smidige og lette bruskskelet gør hajen til en hurtig og effektiv rovfisk, der kan opnå betragtelige størrelser - større end de fleste benfisk.

Bruskfiskene nøjes ikke med at udvikle et bruskskelet. De meget store brystfinner, som er karakteristiske for hajer og rokker, fungerer som rene bæreplaner for fisken. De giver en opdrift, som kompenserer for den skæve hales nedadrettede fremdrift. I stedet for skæl har bruskfiskene udviklet små hudtænder, der gør huden ru at føle på.

Svømmeblæren udvikles

Andre fisk bibeholdt knoglerne og udviklede i stedet svømmeblæren, som gør dem vægtløse i vandet.

Men svømmeblæren opstod ikke som svømmeblære - den opstod i sin første form som lunge. Fisken udviklede lungen som svar på det varme og iltfattige vand, de dengang levede i. Jordens klima var da meget varmere end i dag.

I dag findes der i Australiens, Afrikas og Sydamerikas varme og iltfattige vande adskillige lungefisk. Nogle ånder udelukkende via lungen og drukner derfor, hvis de hindres i at ånde ved overfladen. Andre bruger kun lungen, når der er mangel på ilt i vandet. Visse arter tåler sågar udtørring i flere år.

Det var altså fiskens lunge, der gjorde det muligt for hvirveldyrene, at gå på land i sin tid. Man regner med, at forfædrene til vore dages benfisk alle havde lunge - en lunge, der siden omdannedes til svømmeblære.

Forskellen mellem lunge og svømmeblære er da heller ikke så stor, som det umiddelbart kunne se ud til. Begge fungerer ved at optage eller afgive gasser fra eller til blodet og omgivelserne.